Både velfærds- og konkurrencestaten har som analytiske perspektiver og som fungerende statsformer vist sig utilstrækkelige, når det drejer sig om at handle på klima- og biodiversitetskriserne.
De to ideologisk konkurrerende statsformer, der både fylder i den offentlige debat og er på pensumlisterne på alle landets læreanstalter, hverken handler eller svarer på de enorme kriser, men er tværtimod med til at forværre dem. Og de politikere, der bebor de gamle statsformer, virker handlingslammede imens protesterne vokser.
Vi befinder os i et vakuum, hvor den naturvidenskabelige forskerstand kun har givet os ti år til at vende udviklingen.
Ifølge Den bæredygtige stat kan en sådan omstillingsproces hverken tænkes eller praktiseres som et rent teknologisk fix og ej heller kun som summen af individuelle handlinger. Der er derimod behov for en omfattende kollektiv proces, som griber ind i stat, marked og civilsamfund, og som i sidste ende må munde ud i en helt ny statsform, den bæredygtige stat

. Boge